"Det Blå Dyb" (org. titel "Deep Blue") af Jennifer Donnelly, fra forlaget Alvilda, udgivet i 2015 (org. udgivet i 2014). Læst på dansk (org. sprog engelsk). 3/5 stjerner.
"Det Blå Dyb" handler om havfruen Serfina, der på sin forlovelsesmorgen bliver angrebet af en fjendtlig hær. Serafina må flygte sammen med hendes bedste veninde, Neela. De to havfruer opdager dog snart, at de deler en mørk drøm, om havhekse der hidkalder dem, og en ældgammel ondskab der igen er blevet vakt til live. De beslutter sig derfor, at finde de fire andre havfrueheltinder, der er spredt på tværs af havenes seks riger, som havheksene nævner i deres sang. Havfruerne udvikler et ubrydeligt bånd, og får afsløret en hemmelig sammensværgelse, der truer med at udslette den verden de kender.
Jeg har altid elsket "Den Lille Havfrue", så derfor glædede jeg mig til at dykke ned i havet, og opleve denne verden. Men "Det Blå Dyb" var måske ikke helt, hvad jeg havde ventet. Historien var god og underholdene, men jeg var ikke helt så glad for sproget.
I "Det Blå Dyb" har forfatteren skabt sit eget sprog, hvor der bagerst i bogen derfor er en ordliste, som forklarer ordene, selvom de ofte bliver oversat eller forklaret i løbet af historien. Jeg har altid holdt meget af, når forfattere skabte deres eget sprog og havde ordlister, men i denne bog, synes jeg selve ordlisten blev lidt overflødig, da man i de fleste af tilfældene fik dem forklaret i bogen, og så var det stort set præcis det samme, der stod omme i ordlisten. Derudover havde jeg svært ved at tage udtryk som "vandhestehale", "vandrottehale" og "hun havde svært ved at trække vandet" seriøst. Jeg ved godt, at selvfølgelig hedder tingene det under vand, men personligt synes jeg det lød så fjollet, at jeg blev små irriteret. Men hvis jeg ser bort fra alt dette, så synes jeg faktisk det var en rigtig god bog, med en god og spændende historie, som jeg blev fanget og underholdt af.
Hovedpersonen Serafina er Imperiet Miromaras kronprinsesse. Hun er meget usikker på sig selv, og om hun vil være i stand til, at kunne regere Miromara lige så godt som hendes mor. Hun føler at hun altid skuffer sin mor, men da de bliver angrebet og hun bliver tvunget til at flygte med sin veninde, træder hun lidt i karakter. Hun er vilje stærk og nægter at lade sig fange, og er fast besluttet på at finde havheksene, og finde ud af, hvad det er de vil med hende og de andre havfruer. Alle seks havfruer er meget stærke, selvstændige og beslutsomme, og ingen skal bestemme over dem. Hvilket jeg egentlig godt kunne lide.
"Det Blå Dyb" er en historie med action, kærlighed, venskab, krig, forrædderi og loyalitet. Det er en sød historie, og selve undervandsverdenen var rigtig flot og fortryllende. I de første par kapitler sker der ikke vildt meget, og man skal et godt stykke ind i bogen, før historien rigtig trækker afsted med en. Men så bliver den også god og spændende, så man skal lige igennem det første stykke, og så har det været det værd.
Jeg glæder mig til at læse nummer 2 i serien, da jeg håber at historien rigtig griber om sig, og bliver vildt spændende, da man i "Det Blå Dyb" har fået al baggrundsviden om, havfruernes oprindelse, Abbadon, og hvorfor der er ved at opstå krig. Så jeg tror, at bog 2 bliver rigtig god, og den ser jeg meget frem til.
Den udgave jeg har læst, er en særudgave, en snigpremiere, som man har kunne købe billigt hos de fleste boghandlere. Den rigtige udgave udkommer til oktober.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar